En familie kan se ud på mange forskellige måder, men den består som regel af mennesker, der kender hinanden godt. Selvom vi står hinanden nær, ved vi ikke altid, hvad alle de andre går og tænker på. Nogle savner måske et kæledyr, andre bekymrer sig om en matematikprøve, og en tredje spekulerer på, om vennen stadig vil være ens ven. Og så er der de store spørgsmål, såsom klimaforandringerne. Hvordan taler man overhovedet om sådan noget?
Det føles som regel bedre at tale om ting, der bekymrer en, selvom ingen har alle løsningerne. Det hjælper at indse, at man ikke er alene om sine tanker.
Så saml familien omkring køkkenbordet eller i sofaen. Hvis du vil, kan du sige, at det drejer sig om en skoleopgave. Bed alle om at fortælle, hvad de tænker om spørgsmålene nedenfor, og skriv nogle nøgleord ned fra deres svar.
Hvilke billeder ser du og din familie for jer, når I hører ordet »klimaforandringer«? Brændende varme somre med temperaturer på over 40 grader? Oversvømmede gader? Storme, der fælder hele skove? Isbjørne på smeltende isflager?
Når et ord vækker en følelse eller en tanke, kaldes det association. Mens ord som klimaforandringer, får mange til at føle bekymring, får ord som løsning og sammen os til at falde til ro. Det er netop ordet »sammen«, der er løsningen. Hvis I begynder at tale om emnet med jeres nærmeste, vil I opdage, at der er mange flere, der også tænker på miljøet.
I kan sammen finde på ideer til ting, I kunne lave sammen – både for miljøets skyld og for, at I selv skal få det bedre. Det føles altid bedre at gøre noget end at lade være.
Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Når nok mennesker gør gode ting for miljøet, kan det føre til store resultater!
Vi påvirkes af alt, hvad der sker omkring os. Jo tættere noget sker, jo mere påvirkes vi. Hvis der opstår en bølge af indbrud i vores boligområde, bliver vi bekymrede og føler os utrygge.
En af grundene til, at vi så let lukker øjnene for alvoren i klimaspørgsmålet, er, at det ikke handler om noget, der sker i vores eget kvarter. Det handler om millioner af ting, der sker over hele verden – hvordan skal man nogensinde kunne gøre noget ved det?
Det kan man selvfølgelig ikke. Men alle boligområder over hele verden består af familier, præcis som din, og hvis alle familier gør en lille indsats, får det stor effekt!
Vi skal starte med at opdele det store og abstrakte problem, som »klimaforandringer« udgør, i små udfordringer, som vi kan tage fat på. Alle kan sortere deres affald. Alle kan vælge at spise mere vegetarisk og mindre kød. Vi kan stille krav til vores politikere, og vi kan vælge toget frem for flyet.
Vi har brug for færre opgaver, og vi bør helst tage én opgave ad gangen. Hvis noget føles for stort, slukker vi for det – vi holder simpelthen op med at tænke på det.
Angst i sig er ikke farlig; det er blot kroppens måde at fortælle os på, at noget ikke er, som det skal være. Det kan føles som uro, rastløshed eller ubehag; man kan få ondt i maven eller hovedet, og det kan være svært at koncentrere sig eller falde i søvn om aftenen. Det er dog aldrig farligt, og angsten forsvinder, når vi begynder at tale om vores følelser.
Hvad gør vi så, hvis vi rent faktisk er bange for klimaforandringerne og for, hvad de kan betyde for vores planet og vores fremtid?
Det er helt naturligt at blive bange eller nervøs over det, man ikke kan kontrollere. Hvis du er bange for klimaforandringerne, betyder det blot, at dit indre alarmsystem fungerer. Der er intet galt med dine følelser.
Heldigvis er der mange mennesker, der har fornuftige ideer og gør gode ting for naturen. Der er også folk, der forsøger at påvirke vores politikere. Du behøver ikke selv at finde på nye ideer – du kan også vælge at blive medlem af organisationer, der allerede har gode planer!
Så er det bare at komme i gang! Du behøver ikke gøre noget alene – der er mange, der føler og tænker som dig, og som også ønsker at beskytte vores planet. Du skal bare tage skoene på og tage til det næste informationsmøde eller gå ind på deres hjemmeside og læse om, hvad du kan gøre. Der er kun én som dig – DU er meget vigtig for planeten!