Affald er et stort problem for rigtig mange. Lyder det mærkeligt? Det handler om mere end blot enkelte ispapirer på jorden. Det affald, vi mennesker smider væk, skader både dyr og naturen. Vores affald ødelægger havene, gør byerne usikre og koster vores samfund mange penge, for der er jo nogen, der skal rydde det hele op.
Det mest almindelige affald i havet er plast, og det meste kommer fra land. Plastaffaldet er særligt problematisk for havfugle og vanddyr, som tror, at plasten er mad. Når deres maver fyldes med plast i stedet for rigtig mad, kan de sulte ihjel.
Plast indeholder ofte farlige stoffer, der skader de dyr og planter, der lever i havet. Mængden af plast i havene hænger sammen med den mængde affald, vi mennesker smider væk.
Parkerne er vores byers grønne oaser. Det er smukke og fredfyldte steder, hvor vi kan nyde sommeren og være sammen i større grupper. Desværre viser affaldsmålinger foretaget af organisationen Håll Sverige Rent, at mange smider affald på jorden – selvom der ofte er papirkurve i nærheden.
Sådan vil vi jo ikke have det! Det burde da være let at finde et sted i parken, der er fri for affald, hvor man kan lægge sit picnic-tæppe ud! Det er jo ikke lige så svært som at flyve til månen, så det burde da kunne løses. Måske hvis vi selv altid samler vores affald op og beder andre omkring os om også at gøre det.
Det bedste ved at samle affald er, at man straks kan se, hvor flot det bliver!
Gør følgende:
• Tag dine venner og naboer med – det er sjovere at plukke sammen!
• Husk at tage poser og handsker med.
• Find et sted, der er fyldt med skrammel, og som trænger til lidt ekstra omsorg.
• Saml alt det affald op, du ser, men vær forsigtig med knust glas og lignende.
• Når du er færdig, skal du smide det affald, du har samlet op. Helst på en genbrugsstation, men den nærmeste papirkurv er også fint.